Viby Mogensen
Kapitel 12 – fordelingen
Erik Rasmussen (prof i statskundskab) og J. R. Lucas (prof i samf. Filosofi) er helt enige om at interessen for lighed gennem de seneste par hundrede år er kommet til at veje stadigt tungere i samfundsdebatten, især fra 1960erne og frem. Men ingen ved rigtigt hvad ulighed er og hvordan den skal beskrives.
Det har typisk være partier til venstre for midten som socialdemokratiet der har haft fokus på at mindske ulighederne i samfundet. Op gennem 70’erne og starten af 80’erne hvor meningsdannere i politik, i medierne og kulturverden var optaget af den “øgede polarisering”.(Mogensen, 2017, Kapitel 12.5)
Ikke alle var enige i at ligheden skulle ændres, arbejdsmarkedets parter der var en del af lavindkomstkommissionen (1976-1981) mente at lønindkomstforskellen på ufaglært og faglært arbejde skulle fastholdes, og man i stedet skulle lægge vægt på at få en højre beskæftigelse. (Mogensen, 2017, Kapitel 12.4)
Denne uenighed i opfattelsen af, hvilken grad lighed der var samfundsmæssigt mest fordelagtigt i 1970’erne og 1980’erne, kom også til udtryk gennem meningsmålinger. Et klart flertal af befolkningen, svarede at uligheden var for stor, men der var stadig en tilkendegivelse af at der skal være en indkomstforskel, da nogle gør en større indsats end andre gør. (Mogensen, 2017, Kapitel 12.4)
Teori om lighedens rationalitet:
Indtil for et par hundrede år siden, mente de allerfleste (der ytrede sig offentligt) at der burde være ulighed. Der har fra arbejdernes side gennem tiden, været en del forsøg på oprør med uligheden, men alle er der blevet slået hårdt og blodigt ned på, og det er først i 1600-1700-tallet at den brede accept af ulighed (politisk, økonomisk og retsligt) gradvist bliver svækket.
Filosoffen Thomas Hobbes skrev i midt 1600-tallet om det hensigtsmæssige i borgerne var individer, som burde deltage i en samfundspagt om overholdelse af freds- og tryghedsskabende love.
John Locke (fagkollega) videreførte denne tanke og lagde endnu større vægt på politisk og retslig frihed. Han formulerede det således: ” én og samme regel for rig og fattig, for hoffets yndling og for manden bag ploven”
Den første som opstillede økonomisk lighed som noget man skulle eftertragte, var Jean-Jacques Rousseau. Han mente at på trods af, at mennesker er født med forskellige evner og forudsætninger, kunne man godt stille dem mere lige økonomisk.
Senere kom Jeremy Bentham med ”Benthams teori: Utility” – med det mente han at lykke (eller nytte) kunne måles kvantitativt. Han ville ikke omfordele dét der allerede var, men kun ny rigdom til fordel for de svageste.
John Stuart Mill, som var økonom og skotte foreslog formuefordeling, hvilket vil sige at man ville begrænse arveretten.
Marx, Lenin og Engels mente at det centrale problem i lighed, er at én klasse af individer udbyttede en anden. Men dette argumenterer John Rawls (prof samfundsfilosofi) imod i hans hovedværk: ”theory of justice”, hvor et af argumenterne er, at ingen af os kan se ret langt i fremtiden, og vi kan alle få behov for hjælp og økonomisk lighed ( vi eller vore børn). Vi betaler altså til en slags forsikring gennem generationskontrakten. Dog fremlagde han et differenceprincip, som gik ud på at alt skal fordeles ligeligt, medmindre det giver mening at nogle skal have mere (fordel til de mindst favoriserede).
I bogen “offentlig politik”, hører vi om ideers betydning for udvikling af policy/ideologi. De førnævnte personer, har altså fået en idé, baseret på deres observationer (eller egne erfaringer) af det omkringliggende samfund. De er altså ude på at skabe politisk grundlag eller folkelig opbakning for forandring til fordel for de svageste. Forklaringsrammen på starten til vores velfærdspolitik, er altså endogent drevne processer (indefrakommende), som gennem tid og flere lande har udviklet sig fra få ansete menneskers ideer til den model Danmark i dag er bygget på. (Green-Pedersen, Jensen og Nannestad, kap 9, 2015)
Der er tale om “transfer” på den måde, at da Danmark åbnede op for at man tog ud i verden og blev inspireret (og andre kom hertil og rejste igen), kan vi forestille at disse udenlandske skribenters tanker og ideer, gjorde så stort et indtryk, at dansken tog modellen med sig hjem og herefter forsøgte at implementere den i andre omgivelser/kontekst. De blev altså inspireret af en fremmed skabelon og vi kan også tale om emulering, da dette indebærer at man arbejder ud fra en antagelse om, at de nye ideer og policies vil have samme effekt i hjemlandet som ude. (Green-Pedersen, Jensen og Nannestad, kap 10, 2015)
Målinger i ulighed foretages i dag på årsindkomst og opgøres som primærindkomst (erhvervsindkomst) og disponibel indkomst (indkomst efter beskatning og efter modtagelsen af offentlige ydelser)
Beskatningsmæssigt er skattesnyd (underdeklaration) fra 50erne og op faldet gennem tiden fra 15% til 3-4% af BNP og har i øvrigt været jævnt fordelt på indkomstgrupperne. Man måler i øvrigt også på hvordan mobiliteten i indkomst er for at kunne forudse hvilke personer der er mest tilbøjelige til at blive i en bestemt indkomstgruppe. Dette skaber forudsigelighed, så man har en mulighed for at forsøge at forudsige hvad de fremtidige skatteindtægter vil blive (=stabilitet).
Selvom omfordelingen af skattekroner var efter en mere ligelig politik 1930-1970, var mange kendte fra ’70-’93 oppe på dupperne med mere lighed og udråbte den aktuelle fordeling til at være en social massegrav og helt uacceptabel.
Man nedsatte 1970 en lighedskommission med nyuddannede cand. Polit. Mogens Lykketoft som sekretær og han var med til at udfærdige redegørelsen: ”kravet om lighed”. Man fandt dengang at velfærdspolitikken er positiv, men utilstrækkelig.
1976 nedsættes endnu en kommission – lavindkomstkommissionen, denne pegede dog ikke på noget ønske om fuld lighed, som Lykketofts gjorde.
Forskellen på de to:
- Lighedskommissionen er politisk med et socialdemokratisk værdigrundlag og derved er den faktisk ikke upartisk, da man jo i en undersøgelse kan vælge, hvilke parametre man vurderer en given problemstilling på. Det er mit bud, at man i sin iver efter at bevise at der er stor ulighed, måske ikke har været særligt objektiv, men derimod egennyttemaksimerende og fremtidigt vote-seeking. Vi taler også om en større omfordeling, og derved et argument for at øge den offentlige sektors størrelse endnu engang.
- Lavindkomstkommissionen er derimod sammensat af en journalist og et stort sekretariat, som var ledet af en sociolog. Her søger man måske at opretholde den balance der var – nemlig at der skal være forskel på lønnen, om man er ufaglært eller ej. Den betænkning de kom med, tog altså mere stilling til, hvordan man kunne skabe mere beskæftigelse, end om der var lighed eller ej. Man argumenterede at uligheden ville forsvinde, hvis man blot kunne få de arbejdsløse i beskæftigelse. En mindre omfordeling ville på denne måde være en fordel. I kommissionen var repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, og derved viser interessegrupperne deres magt og ønske om at påvirke. De får ved denne deltagelse altså lidt af deres egen agenda på dagsordenen, om ikke andet, får de skabt en idé og sået et lille frø, som gerne skulle begynde at spire i den borgerlige og liberale fløj.
Der var klar uenighed i ’70erne og til dels i ’80erne mellem den fremherskende opinion (meningsdannerne i politik, medierne, kulturverdenen) og beslutningstagerne omkring den danske løndannelse om billedet af uligheden og opinionen krævede fortsat vidtgående udligning af indkomstforskellene.
Feltets spillere er opinionen, løndannelsesbeslutningstagerne og befolkningen og kampen er om holdningen til ulighed og udligning. Feltet udgør fordelingspolitikken, i den forstand at opinionen ønsker en større omfordeling fra de rigeste til de fattigste ud fra den betragtning, at intet menneske er mere eller mindre værd end andre og løndannelsesbeslutningstagerne mente at uligheden ville forsvinde, hvis man kunne få de arbejdsløse i beskæftigelse.
Man spurgte derfor befolkningen gennem stikprøver, hvor man i 1980 fik en positiv tilbagemelding fra 85%, at der bør være forskel på folks indkomster. Man undersøgte også folkets mening om ulighed i 1981 og 1990, hvor hhv. 62 og 79 procent svarede at: ” lønforskelle, der er begrundet med effektivitet, er retfærdige”.
Udviklingen i Danmark i fordelingen, som måles ved Gini koefficienten viste at der var i klart fald i uligheden i perioden 1970 til 1993. Gini koefficienten faldt i perioden fra 26 % til 20 %, grunden til faldet skyldes at danskernes, skyldes dels at kvinderne kom mere ud på arbejdsmarked. Kvindernes deltagelse på arbejdsmarked steg fra 54 % til 70 % i 1980’erne, en anden faktor var indførelse af ligelønsprincippet. På samme tid er der en stor fordeling via skatter og overførsler, som resulterede i en udgiftsforøgelse på 39% til et stigende antal ledige på 12 % i 1993. I 1970erne var der tendens til en øget lighed i samfundet, dette vendte i 1980’erne hvor uligheden var stigende. (Mogensen, 2017, Kapitel 12.5)
Kapitel 19
Efter 1993 var den samfundsvidenskabelige debat optaget både af at undgå alt for stor ulighed, men også af, at der skulle være tilskyndelse til at spare op, arbejde og uddanne sig.
Opinionen var mest optaget af at få udlignet de økonomiske forskelle, og de havde kun øje for en øget polarisering og tiltagende fattigdom. De blev dog ikke støttet af befolkningen, som mente at der var en gevinst i at bevare en vis ulighed – det skulle kunne betale sig at uddanne sig, tage risici og at ligge en ekstra arbejdsindsats.
I tiden fra 1993 og frem fortsatte debatten om lighed, hvor der tegnedes et billede af et mere skævt Danmark, med øget polarisering til følge. Her fremstilles både socialdemokratiske og borgerlige regeringer med manglende vilje til at bekæmpe fattigdommen (Mogensen, 2017, Kapitel 19.2) Dette ligger meget godt i tråd med forskningsprojekter fra 2006, der viser at prisen for omfordelingen af 1 krone reelt koster 3-4 kroner (Mogensen, 2017, Kapitel 19.1).
At uligheden i perioden 1994-2007 er steget målt ved Gini fra ca. 20% til 25%, har dog ikke ændret på at Danmark stadig er et af verdens mest ligelige samfund (Mogensen, 2017).
Man kunne med fordel kigge på, om en af grundene til den lidt større ulighed, kan være alle de ikke-vestlige indvandrere, som vi har på understøttelse og ikke er i udsigt til job. Antallet af dem er steget støt siden man begyndte at måle og det vil i sig selv gøre, at der er flere der tjener mindre og færre der bidrager til dem på understøttelse. Man kan måske sige at det danske samfund selv har skabt den ulighed i deres forfejlede integrationsindsats eller mangel på samme.
GRUPPE 4 