Viby-Mogensen kapitel 13, 14, 20 og 21

Vækst i den offentlige sektor

Ved kommunalreformen 1970 blev kommunerne reduceret fra 1300 sognekommuner til 275 primærkommuner (Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 13.1). Kommunerne fik økonomisk medansvar. Dette gjorde kommunerne større og dermed mere professionelt bemandet, hvilket gjorde kommunerne bedre rustet til at håndtere velfærdsopgaverne. Op gennem 1970erne kommer der mere fokus på de svage i samfundet, dette er medvirkende til at den offentlige sektor stiger med 45-50 procent i den samlede danske økonomi. Bent Rold Andersen fra det nationale forskningscenter for velfærd lagde sammen med socialreform kommissionen (´64-´72) vægt på, at det offentlige havde et større ansvar for at være med til at løse sociale problemer end tidligere.

I ´73 træder to nye love i kraft, nemlig sygesikringsloven og dagpengeloven (bl.a. skulle arbejdsgiverne betale de første 5 ugers sygdom), som skal sikre at de, som kommer i ”sociale ulykkeligheder”, har økonomiske ressourcer til at komme ovenpå igen, så der ikke optræder yderligere sociale omstændigheder der gør deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet sværere. Disse to love blev i ´76 efterfulgt af bistandsloven som havde et mere skønsmæssigt præg i forhold til udbetaling af ydelser.

Det er også på dette tidspunkt at velfærdssystemet udvikler sig til den universelle model vi kender i dag (Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 13). Velfærdsstaten fortsættes med at blive udbygget op gennem 1980erne og frem til 1993, i denne periode er de offentlige sociale udgifter steget fra 19 procent af BNP i 1970 til udgør 32 af BNP i 1993(Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 13.5). Der var i dansk politik på dette tidspunkt stor politisk uenighed om fordelingen af de offentlige velfærdsydelser. For at få de sociale udgifter ned, blev der vedtaget flere sociale tiltag efter 1993, det lykkes at få de sociale udgifter til at falde til 28 procent af BNP i 2007, en grund hertil var dog et fald i arbejdsløsheden

legitimitetskrise

Der var i 1970erne en periode med fuld beskæftigelse, dette betød at man ikke tog hensyn til omkostningerne ved velfærdssystemet (Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 14.4). I 1980erne begynder det at gå dårligt, og der kommer en økonomisk krise, dette betyd at man måtte overveje, hvad man kunne gøre for at nedbringe udgifterne. Måden som velfærdssamfundet var blevet opbygget på gennem 1970erne, menes at havde skabt alvorlige incitamentsproblemer, da den offentlige forsørgelse, var så store at det ikke gav især enlige incitament til at tage et arbejde, da det gav større økonomiske fordele end et lavtlønnet job (Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 20.5). I løber at 1990erne blev Incitamentsproblemerne reduceret.

Når der blev skåret ned på velfærden, var medier og organiseret grupper utilfreds med besparelserne, og der var stor fokus på at velfærden blev forringet. I ´80’erne kom ”sultecirkulæret”, som nedsatte kontanthjælpen for unge til samme niveau som SU’en. Svend Auken (Politisk ordfører for S) anklagede Schlüter-regeringen for at føre ulighedspolitik og for at opdele DK i et over-og underdanmark.

Dette gjorde det svært at få gjort noget alvorligt ved Incitamentsproblemerne. Der kom et pres for at øge ydelserne, da flere ydelser gør stor forskel på den enkelte, men en øget beskatning er meget lidt mærkbar. Desuden kan en øgning forklares med Baumol-effekten, som gør det sværere at øge produktiviteten i offentlige ydelser end de private, mens lønningerne til de offentlige ansatte stiger på samme niveau som de private (Det danske velfærdssamfunds historie, 2017, Kapitel 14.6)

3 tiltag der gjorde det dyrere at drive offentlig velfærd:

• Fornyelse af psykiatriske afdelinger, hvor en stor del blev omlagt til bofællesskaber olign
• Aktivlinien for arbejdsløse, som skulle tage imod aktivering/job for at beholde deres ydelse
• Inddragelse af anden aktører og borgeren selv i løsningen af problemet

I ´73 kom Danmark med i EF og denne nye markedsdannelse ville komme til at påvirke Danmarks velfærdsmodel, da EF-traktatens ønske var at: fremme et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau og ligestilling mellem mænd og kvinder.

I 80érne udviklede den danske flexicurity-model sig og over tid kom også en stor stigning i arbejdsmarkedspensioner.

De danske demografiske forhold blev efter 1993 påvirket af de mange indvandrere fra ikke-vestlige lande og der blev flere ældre der skulle forsørges. For at kunne fordele Danmarks penge bedst muligt, fandt man det nødvendigt at indføre en gradvis afskaffelse af efterlønnen, samtidig med at man hævede pensionsalderen, ud fra en betragtning om, at middellevealderen spillede ind på, hvornår danskerne havde krav på at gå på pension.

Den kraftige stigning i kvindernes erhvervsfrekvens gennem ´70 erne og ´80 erne påvirkede i øvrigt også socialpolitikken, da velfærdssamfundet derved skulle overtage en del af de omsorgsopgaver, kvinderne tidligere havde taget sig af.

Den øgede globalisering og udbygningen af EU har medført store indvandringer fra ikke-vestlige (og fattige) lande som fremadrettet kan få en betydning for velfærdsydelserne i Danmark. Jan Plousing, Sociolog, mener dog at globaliseringen bør medføre en tilpasning af skattesystemet.

Det Økonomiske Råd (DØR) vurderer at globaliseringens virkning på danskernes velstand er positiv og at delingen af arbejdskraft mellem landene er med til at øge den samlede velstand i EU’s medlemslande.

Litteraturliste

Det danske velfærdssamfunds historie: Tiden efter 1970. (2017). Gyldendal : [Sælges på internettet.

Esping-Andersen, G. (1990). The three worlds of welfare capitalism. Princeton, N.J: Princeton University Press.