Viby Mogensen kap. 5-6-7
Kap 5
I perioden fra 1950 til 1973, havde været præget af store vækstmæssige engangsgevinster i et Europa under genopbygning efter verdenskrise og verdenskrig. Men det niveau som velfærdssamfundene falder tilbage på, ligger stadig højere end det Europa, USA og de fire øvrige velfærdssamfund, kunne præstere i 1800 og 1900 tallet. Evnen til at skabe vækst i velfærdssamfundene efter 1973, i forhold til resten af verden, viser at der er en tendens til at gabet mellem de rige vesten, og resten af verden mindskes. I periodens første 5 – 10 år mindskes gabet ligefrem tilbage til niveauet med en faktor på omkring 5,5(Mogensen, 2017, Kapitel 5.1)
I England blev opgøret mellem fagbevægelsen og det nye økonomisk-politiske regime i England. Margaret Thatcher forkastede traditionerne for at prøve at dæmpe lønudviklingen, og gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Margaret Thatcher mødte stor modstand far fagforeningerne i kul- og stålindustrien, ved hele tiden at gå et skridt vider med regeringens politik og lave flere arbejdsmarkedsreformer. Hun indførte et stop for at fagforeningerne kunne deltage i lovforberedende arbejde, og en kraftig reduktion i regeringens eget engagement i udviklingen på arbejdsmarkedet. Margaret Thatcher ønskede et more fleksibelt arbejdsmarked(Mogensen, 2017, Kapitel 5.4).
USA økonomiske vækst var i perioden på 2,9 procent, for de Europæiske lande var væksten på 2,3 procent, det samme gjorde sig gældende for Danmark og de fem nabolande der også havde en vækst på 2,3 procent. Det amerikanske forspring i væksten som de havde i årerne efter krigen var faldene. Den procentvise andel af befolkningen der er i den erhverv aktive alder, som faktisk er i job, det vil sige befolkningens beskæftigelsesgrad, var 73 i USA og 66 i gennemsnit i de Europæiske lande(Mogensen, 2017, Kapitel 5.5).
Kap 6
De rige landes økonomiske forspring er med til at skabe den globale ulighed, som blev øget op til årene omkring 1970’erne. Der var blevet endnu større forskel i levestandarden for borgerne i de afrikanske lande som lå i bunden af fordelingen over levestandarden. Fra 1979 og frem til 2000 lykkes det at mindske uligheden globalt set, koefficienten kom ned under 64, i nogle lande stiger uligheden det gælder fx for Kina som har en stor vækst, men alligevel bliver uligheden større(Mogensen, 2017, Kapitel 6.1).
Den globale indkomstfordeling er blevet trukket i en mere ligelig retning, som har mindsket forskellen i landenes indbyrdes indkomstniveauer. Væksten i de rige lande er ikke mere højere end den er i resten af verden, specielt særlig høje vækst i fattige lande som trækker den op. Kina og Indien har med deres store befolkning haft en vækst der har løftet levestandarden for millioner af kinesere og indere, selv om deres levestandard ikke højnes i samme tempo som de riges gør(Mogensen, 2017, Kapitel 6.1).
Globalt lå Gini-koefficienten som måler uligheden på 65-66 procent, tallene for Vesteuropa i 1970’erne var mellem 20 og 40 procent. I Vesteuropa var den største ulighed i Sydeuropa, i lande som Grækenland og Portugal var Gini-koefficienten på henholdsvis 41 og 33 procent. Særlig de skandinaviske lande og Holland havde en lav ulighed form af koefficienter mellem 21 og 23, USA havde en koefficient som lå i midt mellem de skandinaviske lande og Sydeuropa, nemlig på 32 procent. Der har siden 1970’erne været en svag tendens til en stigende ulighed(Mogensen, 2017, Kapitel 6.2).
For at sammenligne fordelingen i de enkelte lande må man se på landenes indkomstmobiliteten altså muligheden for at komme ud af gruppen med de laveste indkomster. I lande som Holland og Sverige er der en særlig stor sandsynlighed for at senere at kunne komme ud af gruppen med lavindkomster hvis man er i den, hvorimod borgere i lande som Spanien, USA og Canada er dem der har sværest ved at komme ud af gruppen, med lavindkomst, hvis man er landet der. I en undersøgelse fra OECD viste det sig at den samlede mobilitet i målingen var ”ret høj” ”Fx viste en opdeling af alle husholdningerne i stikprøven i fem indkomstgrupper efter størrelse, at kun 40 procent af borgerne ved periodens slutning var i samme indkomstmæssige femtedel som ved periodens start”. I undersøgelsen viste det sig at 17 procent af husholdningerne havde ligget under OECD’s lavindkomstgrænse. Der var en stor forskel på de enkelte lande, hvor stor en procentdel der havde oplevet at være i lavindkomstgruppen i Holland, var procentdelen 10 procent, mens den i Australien var oppe på hele 25 procent. Gennemsnitlig havde 5 procent af husstandene af de sytten OECD-lande været i lavindkomstgruppen, I Danmark var det under 2 procent(Mogensen, 2017, Kapitel 6.3).
.
Kap 7
Der var en kraftig og højere vækst i de sydeuropæiske landes velfærdsudgifter også kraftigere end for velfærdslandene nord for Alperne. Et land som Italien havde således i 1970 offentlige velfærdsudgifter på næsten samme niveau som de nordiske lande, nemlig 17-19 procent af bruttofaktorindkomsten. Der havde således stor vækst i velfærdsudgifterne størst mellem 1930 og 1970. I 1970 havde niveauet været lavet i USA og Sydeuropa. I USA steg velfærdsudgifterne markant mellem 1989 og 1993. Men på samme tid er den private del af det amerikanske velfærdssystem har faktisk medført, at denne sektors andel siden 1980 er steget fra at udgøre 26 til nu 37 procent af de samlede velfærdsydelser. Det efterlader et tvetydigt billede af den amerikanske velfærdsmodel, på den ene side har man siden 1970 tilnærmet sig noget, der ligner en „europæisk“ forøgelse af den offentlige velfærds omfang. På den anden side spiller den private del af det amerikanske velfærdssystem en stor rolle siden 1980, således er de private velfærdsydelser de seneste årtier steget fra 4,6 til 10,1 procent af bruttofaktorindkomsten(Mogensen, 2017, Kapitel 7.1)
Efter 1945 havde magten faktorerne ændret sig Vesteuropa hørte nu ikke længere til kredsen af stormagter. Der var nu to nye spillere på banen nemlig USA og Sovjetunionen. Sovjetunionens indflydelse på udviklingen i Vesteuropa var stor i perioden op til iværksættelse af Mars-hallplanen i 1947-48 var med til at, definerede konflikten mellem de to nye stormagter som et valg mellem markedsøkonomi og plan central planlægning. Vesteuropa valgte Marshallhjælp og dermed markedsøkonomi, Sovjetunionen gav instrukser til de regeringerne i Østeuropa til at afvise både Marshallhjælp og markedsøkonomi, medførte en deling af Europa i en øst og vest del og det var starten til den ”kolde krig”. Dermed blev der også skabt en mulighed i Vesteuropa til en ekspansion af de eksisterende beskedne, offentlige velfærdssektor(Mogensen, 2017, Kapitel 7.2).
Forsøg men central planlægning i Vesteuropa gav ingen resultater og hverken befolkningen eller politikerne var overbevist om det det var den rette vej. Paradigmet om ”den sociale og socialistiske kapitalisme” til støtte for de vesteuropæiske demokratiers konkurrence med det store socialistiske eksperiment i Østeuropa levede ganske vist stadig. Sovjetunionen bidrog hertil ved at fastholde en tydelig konkurrence over for den Vesteuropæiske befolkning(Mogensen, 2017, Kapitel 7.2).
Der har de senere år været overvejelser om den skandinaviske-Hollandske model med dens relativt let tilfældige og rimelige offentlige velfærdsydelser er ved at blive kopieret af de andre velfærdsmodeller, der er mindre ”højt udviklet”. Samtidig mister den skandinaviske-Hollandske sin kvalitet på grund af integrationsprocessen gennem EU, samt muligvis gennem integrationsprocessen gennem EU. Professor Jon Kvist fra Syddansk Universitet mener at der er klare tegn på ændringer ændring i den skandinavisk-hollandske model, professor Jon Kvist mener at ændringerne består i ”den delvise omlægning af finansieringsformen, der ligger i, at på nogle velfærdsområder har arbejdsgiverne og de ansatte specielt gennem de seneste ti-femten år overtaget mere af finansieringen” – Men han nedtoner ændringerne da der ikke i forvejen var klare mønstre på området(Mogensen, 2017, Kapitel 7.3)
Denne “overførsel” af en model til et andet land, ligger godt i tråd med Nannestads teori om transfer og diffusion af ideer og policy. Den øgede globalisering giver andre lande muligheden for at observere og lære af de andre velfærdssamfund, og vi ser i denne forandringsproces diffusion. Vi taler om diffusion, når den afgørende faktor ligger i det strukturelle og ikke på aktørniveau. Det drejer sig altså om noget generelt, der bliver udbredt og derefter integreret. Forventningen er at policyen vil have samme effekt i implementeringslandet, som i oprindelseslandet. Dette er nu langt mere vanskeligt at spå om, men man kan gøre et godt forarbejde, ved at analysere befolkningens handlemønstre og villighed til forandring. Det foregår altså på makroniveau, hvor man går ind og ændrer på ligevægten, ved at sætte et emne som velfærd for den enkelt borger på dagsordenen.
Ifølge Esping Andersens velfærdsmodeller bevæger vi os altså samtidig over mod en mere konservativ/liberal model i Danmark (om end langsomt). Danmark bevæger sig altså mod en mindre socialistisk model, mens de lande der kigger til os og bliver inspireret af os, bevæger sig mere mod en socialistisk model. Mon vi en dag opnår ligevægt på en eller anden form for model i fremtiden?
GRUPPE 4 