Viby Mogensen kap. 11 og 18

 

Udvikling i indvandrernes integration på AM og betydningen for velfærdssystemet

11.1 den specielle udfordring med selvfinansiering og udvandring

Generationskontrakten og udvandringen: Velfærdskommisionen formulerede grænsevandringen i 2005 som ” det dobbelte selektionsproblem”. Dermed mente de at de højt beskattede, som ikke ligger velfærdssamfundet meget til last, har stort invcitament til at forlade landet, mens økonomisk svage fra udlandet har stort incitament til at komme hertil.

Det betyder at veluddannede unge skal have incitament til at blive og lønningerne skal kunne matche udlandets. Det betyder også at Indvandrerne skal overholde generationskontrakten ved at øge folkemængden af de, der betaler skat, så vi kan finansiere velfærden. Det betyder at vi er nødt til at have en restriktiv indvandringspolitik, for at kunne opretholde balancen mellem de der betaler sket og de der er på overførselsindkomst.

Velfærdskommissionens analyse af årene ’70-’93 viste at selvom en stor del unge med en videregående uddannelse udvandrede, kom 78% retur indenfor en kort årrække. Genindvandringen steg fra 78% i ’83 til 82% i ’93.

Det var små grupper af ældre danskere der udvandrede til mere sol og mindre beskatning, men de tog jo også deres pleje med sig – faktisk udgjorde denne gruppe kun 1-2 % over 62 år.

11.2 generationskontrakten og indvandringen

Det er altså en betingelse for at generationskontrakten kan fungere, at de der ønsker at indvandre, kan opnå en normal tilknytning til arbejdsmarkedet.

De indvandrere vi modtog i ’60 -og ’70erne pga mangel på arbejdskraft kom fra specielt mellemøstlige og afrikanske U-lande og dem kaldte vi gæstearbejdere. Der kom dengang små 20.000 af disse gæstearbejdere, og man havde i Danmark en forventning om, at de ville genudvandre, når der ikke længere var arbejde til dem. Selvom vi i Danmark har en meget høj nettobeskatning, var der langt flere fordele for disse mennesker i at blive, end at vandre tilbage.

Økonom, professor og indvandringsforsker, George Borjas, peger på at man bør præcisere om man tager udgangspunkt i den befolkningsgruppe som er nyindvandrede eller den tilbageværende i hjemlandet. En tredje målgruppe er den bosiddende befolkning (etniske danskere og tidligere indvandrere).

Gæstearbejderpolitikken gennemgik i ’70erne en ændring, så man lukkede af for nye gæstearbejdere, da ledigheden steg og man ikke længere behøvede deres arbejdskraft. Til gengæld gjorde man opholds- og arbejdstilladelserne permanente og lukkede op for familiesammenføring, hvilket særligt tyrkerne benyttede sig af via ægteskab med personer fra hjemlandet.

De man havde gode erfaringer med indvandring fra efterkrigstiden, var der ingen der fremhævede at det kunne blive et problem – både uddannelsesmæssigt, men sandelig også kulturelt. Dette fordi man jo tidligere primært havde fået indvandrere fra de nordiske lande, som jo har en sammenlignelig kultur med den danske.

Man havde også en opfattelse af at disse mennesker fra tredjelandene var på flugt og man valgte politisk at opprioritere deres rettigheder frem for de herboende danskeres, særligt i perioden ’83-’86. Hans Gammeltoft-Hansen (formand Dansk Flygtningehjælp og senere ombudsmand) mente ikke at et samfund skulle være et problem for at udforme principper og regler til fordel for udlændingene, og derved gjorde folketinget muligheden for familiesammenføring til et retskrav.

Den generelle opfattelse var, at disse mennesker var på flugt og først 15 år senere blev der sået tvivl om denne opfattelse af FN-konsulent David Coleman, hvor han påviste at den mængde mennesker der kom til velfærdssamfundene, ikke afspejlede de faktiske ændringer i verden og at langt de fleste var økonomisk velfunderede(1990).

Man fik herved et nyt udtryk, nemlig ”De facto-flygtninge, som udgjorde flygtninge efter FN’s kriterier og personer som af andre tungtvejende grunde, burde behandles dersom.

I ’86 nåede asylsystemet som følge af ovenstående, bristepunktet og man skærpede kravene for indvandring. I ’92 kom endnu en bølge indvandrere/flygtninge efter borgerkrigene i ex-jugoslavien. I perioden ’86-’95 kom godt 4.400 hvert år og i 1993 var antallet af udenlandske statsborgere i Danmark 180.000 hvoraf to ud af tre kom fra et U-land.

11.3 De nye indvandrere og arbejdsmarkedet 

Eftersom indvandringen havde fået et præg af, at det primært var mennesker med oprindelse i U-landende der var kommet hertil, skete det en øgning i afstanden mellem danskernes og indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Rockwoolfondens forskningsenhed har lavet en undersøgelse af ikke-vestlige indvandrede mænds erhvervsfrekvens. Denne viser at deres erhvervsfrekvens ligger langt under den danske mands (85%) , med undtagelse af de der kom i ’70erne, som kom meget tæt på den danske. Deres undersøgelse viser også at for hvert nyt indvandrerne hold mennesker, falder erhvervsfrekvensen til under, hvad den var på det forrige hold. Dette er et alvorligt problem. Undersøgelsen understøttes ved at måle på tilknytningen til arbejdsmarkedet på beskæftigelsesfrekvensen, som også viser, at beskæftigelsesfrekvens for ikke-vestlige indvandrere var 21 procentpoint under den, man målte for danskerne i 1985. Til sammenligning var forskellen 51 procent i 1993!

Det er klart, at når en ny gruppe indvandrere kommer til et land, vil beskæftigelsesfrekvensen falde, da gruppen af indvandrere vokser og der går noget tid, førend en flygtning/indvandrer er klar til at påtage sig et arbejde. For visse grupper, fx palæstinensere og somaliere, var frekvensen helt nede under 15%.

Ikke-vestlige lande er alle andre end: EU-landene, Norge, Island, Schweiz, USA, Canada, Australien og New Zealand.

11.4 Årsager til svækkelse af indvandrernes tilknytning til AM

I ’80erne forskede man ikke i hverken årsager til dårlig integration eller konsekvenserne for velfærdssamfundet. Rockwoolfondens undersøgelse, viste senere (1989) at hele 61% af indvandrerne modtog offentlige ydelser (danskerne = 32%)

I USA så tallene for indvandrerne anderledes ud i ’60 og ’70erne, hvor både første- og andengenerationsindvandrere klarede sig godt på arbejdsmarkedet. Men i 1983 lavede Barry R. Chiswick en analyse som viste, at der var forskel på, hvor godt indvandrerne klarede sig alt efter, hvilket land de oprindeligt kom fra. En anden undersøgelse i perioden 1984-1991 dokumenterede at jo længere tid indvandrerne opholdt sig i USA, jo større var sandsynligheden for, at de modtog offentlige velfærdsydelser.

11.5 Konsekvenser for velfærdssamfundets finansiering

Professor Eskild Wadensjös analyser (i samarbejde med rockwoolfonden på baggrund af DST) viste, at hver dansker i 1991 netto havde overført i gennemsnit 13.600 kr. til den offentlige sektor, mens de ikke-vestlige indvandrere havde modtaget gennemsnitligt 48.000 kr. fra det offentlige.

Specielt de ikke-vestlige indvandreres ringere beskæftigelsessituation havde altså medført, at deres betaling af især personskat gennemgående var meget lavere end danskernes, og deres træk på offentlige ydelser var så meget større end danskernes, at deres „balance“ over for det offentlige i 1991 samlet set var gennemsnitligt 61.600 kr. ringere end danskernes.

Kapitel 18

Hvis ikke befolkningen arbejder bliver der et for stort træk på velfærdsmodellen, da der så er færre hænder om at tage sig af flere. De sidste 30-40 år har udvandringen dog været relativt lavt og de fleste udvandrede danskere er vendt tilbage efter nogle års arbejds- eller studieophold (Mogensen, 2017, Kapitel 18.1)

18.3 Indvandringen og arbejdsmarkedet

’80ernes efterslæb for ikke-vestlige indvandrere og øgedes indtil ’96, hvorefter det forbedredes markant indtil 2004m hvor efterslæbet var på 40% mod 52 i ’96. Dette skyldtes på den ene side at den generelle ledighed faldt til under 6% (tidl. 12%) På den anden side havde man i 1996 fået indført en intensiveret integrationsindsats. Tiltagene havde en positv effekt og beskæftigelsen for denne gruppe steg fra ”elendig” til ”meget dårlig” i perioden 1996-2002.

Sverige og Danmark havde i perioden det ringeste integrationsresultat blandt velfærdssamfundene, og lande som USA og Canada havde det mindste eller slet intet efterslæb med denne gruppe.

Med årene har indvandrerne dog indhentet en del af efterslæbet, det ser vi gennem data fra DST, som viser at det efterslæb der var i 1993 på 51% nu var faldet til 32% i 2007.

Oprindelse har også en betydning for, hvor stor en del af en given gruppe der kommer i arbejde, og det er ikke uvæsentligt at skelne mellem køn og land. Beskæftigelsesfrekvensen for alle ikke-vestlige indvandrere i 2770 var 55, men kigger man på en enkelt gruppe, som fx somaliere er beskæftigelsesfrekvensen for mændene 34 %, mens deres kvinder ligger på 22 % – lige over denne gruppe finder man palæstinenserne, som ligger omtrent lige så ringe, blot en anelse højere på skalaen.

18.4. betydning for indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet og årsagerne bag ændringerne i beskæftigelsessituationen:

Slut ’90erne forskede amterne og kommunernes forskningsinstitut, Rockwoolfondens forskningsenhed og forskningsmiljøerne i årsagerne til indvandrernes svage integration på det danske AM. Analyserne blev fulgt på af tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen, af velfærdskommissionen(2004-06) og senere igen af Rockwoolfonden .

Man fandt gennem denne omfattende forskning og via DST’s årspublikation: “Indvandrere i Danmark”, ud af at

• Indvandrerne var gennemgående dårligt uddannede
• De forstod ikke dansk
• Det var svært for dem at manøvrere i en kultur hvor kvinderne havde en plads på AM
• Samfundet kunne ikke tilbyde arbejde, der svarede til lave indvandrernes kvalifikationer/produktivitet
• Der var afsat offentlige midler til underhold af de, som ikke havde et arbejde

Senere fandt nogle professorer i samarbejde med Rockwoolfonden ud af, at ca. hver fjerde der var medlem af en A-kasse som kom fra ikke-vestlige lande, havde mindre end 500/md ud af at arbejde fremfor at være på dagpenge. Komparative analyser mll DK og Tyskland, viste at en større andel indvandrere i Danmark (min 35%) end i Tyskland (højst 18%) havde mindre end 100 euro/md ved at arbejde end ved at gå på dagpenge.

Man tillægger ikke diskrimination fra arbejdsgivers side nogen rolle i denne sammenhæng, selvom 40% af jobsøgerne med ikke-vestlig baggrund havde oplevet dette ved søgning, men alligevel fået job. Danskere havde til sammenligning en diskriminations oplevelse på 20%,  blot på alder eller køn.

Ud fra amerikansk forskning og George Borjas (indvanrereforsker, USA) formulering om, at der i årene 1970-1990 var opstået et løngab på 16% mellem amerikanere og indvandrere, og ud fra velfærdsindikatorerne som OECD anvender, blev det alment accapteret som et forskningsresultat at Ikke-vestlige indvandrere trak stadig mere på de offentlige velfærdsydelser.

Inspireret af amerikanske modeller, omlagde man i Dk i 2002 og frem indvandrings-og integrationspolitikken, og dette, sammenholdt med en ekstraordinær god beskæftigelsessituation, gav i 2004-2008 en kraftig forbedring i AM-statistikken for ikke-vestlige indvandrere.

Politikomlægningen indeholdt bl.a.:

• En opbremsning af indvandringens omfang
• Stramning af adgangen til asyl og familiesammenføring
• En markant ændring i indvandrenes sammensætning (afskaffelse af defacto-flygtningebegrebet og stramning gennem 24-års reglen.
• Indføring af tilknytningskrav, hvor DK skulle være det stærkeste land

Fra 2000-2007 er andelen af de 18-23 der er gift, faldet fra 25% ril 9% og flere af disse var nu under uddannelse. Canadisk inspireret ændrede profilen fra asyl-og familiesammenføring, til arbejds-og studie relateret.

Indførelsen af den lavere starthjælp i stedet for kontanthjælp, gav en god effekt – nu var beskæftigelsen for gruppen på 14% mod 9% tidligere.

18.5

Professor Eskil Wadensjö fra Stockholms universitet har i samarbejde med Rockwool Fondens Forskningsenhed, har forsket i indvandring og den økonomisk konsekvens heraf.

Problemet er størst på udgiftssiden, da dagpenge og pension følger den enkelte person, hvor indvandrende står to tredjedele af udgifterne ved indkomstoverførelser og af offentligt forbrug.

For ikke vestlig indvandres nettotræk på de danske offentlige finanser fra 0,60 % af BNP i 1991 til 1,09 % i 1996.

18.6

I 1980erne og 1970erne blev velfærdssamfundet ikke udsat for nogen større udvandring, men siden 1993 har der været en svag og tiltagende tildens, hvor gode skattebidrager udvandrer fra det danske velfærdssamfund.

Det er vigtigt for velfærdssamfundet at dem der indvandrer også bidrager til de danske finanser, ligesom den bosiddende befolkning selv gør.