Viby Mogensen Del V

Viby Mogensen del V 

Velfærdssamfundenes verden før 1970  

Velfærdssamfundene udgør 15% af verdens befolkning og indbefatter de vest-og sydeuropæriske lande, USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan. 

Ifølge professor Angus Maddison skyldes velfærdsniveauet følgende:  en åbenhed overfor nye samfundstanker, intens handel med resten af verden århundreder tilbage, speciel åbenhed overfor ny teknologi og sidst en tilpasning af befolkningstilvæksten til samfundets økonomi. 

Gennem 1900-tallet tvang demokratiet en kraftig omfordeling igennem og den økonomiske lighed var nu større end nogensinde før. 

Velfærden ekspanderede hurtigt, særligt gennem ”det socialpolitiske gennembrud” (1891-1922), Steineckes socialreform i 1933 og velfærdsstatens guldalder (medio 1950-1970) Faktisk så meget at man nu kunne kalde Danmark for en velfærdsstat frem for et velfærdssamfund.  

Forskellen mellem de to er, at et samfund er et fællesskab som indeholder sociale, kulturelle og økonomiske relationer mellem et lands indbyggere (uanset om de er enkeltindivider eller fællesskaber) og til modsætning er en stat kendetegnet ved, at regeringen og det politiske og administrative landskab er dér hvor beslutningerne og udviklingen styres fra. Jo større stat, jo større tyngde af beslutninger og derved større styring af samfundets udvikling i staten. Kigger man altså på, hvem der bestemmer i en velfærdsstat, vil det være politikerne og myndighederne mens det i et velfærdssamfund vil være folkeviljen og fællesskabet og jeg kan kun formode at det er den balance regeringen forsøger at ændre på gennem deres seneste reformudspil af den offentlige sektor (2017). 

Den hurtige vækst i den offenlige sektor skyldtes også at Danmark var et af de første lande til at blive demokratiserede og en væsentlig faktor er uddannelsesniveauet, som allerede før 1700-tallet gav danskerne et forspring i læsefærdigheder. 

Velfærdskoalitionen (andel af befolkningen der modtager løn eller velfærdsydelser) omfattede op mod 1970 mere end hver tredje danske vælger og derved havde denne gruppe muligheden for at have en væsentlig indflydelse på beslutninger om udviklingen af velfærdssamfundet. 

Velfærdssamfundenes verden efter 1970 

Væksten bremsede op, særligt i Vesteuropa efter 1970. I tiden under den økonomiske krise (2008-2009) faldt BNP med 4 % og i USA med 2,5%. Til sammenligning steg BNP i indien og Kina med hvv. 8 og 9%.  

Faldet skyldtes især at effekten af efterkrigstidens høje vækst var aftagende og der var nu behov for, at Danmark selv begyndte at udvikle ny teknologi. Imidlertid steg lønningerne ud over produktiviteten og dette gjorde at virksomhederne blev mere modvillige til at investere hvilke også medførte en stigning i ledigheden. Når man har både høje løn-og prisstigninger og samtidig høj arbejdsløshed, kaldes det stagflation.   

Man skiftede herefter styringsparadigme til en model med mere vægt på prisstabilitet og prio af markedets egne kræfter med et håb om en effekt på ledigheden. I Danmark forblev niveauet på 10% dog den samme og man mente at dette skyldtes velfærdssystemets høje kompensationsgrad.  

Dette var i 1980erne og den samme diskussion er stadig relevant her i 2018! Man taler om incitamentet til at arbejde, når man mener at lønningerne er for høje og man kan da også tydeligt se på udviklingen i arbejdsmarkedspolitikken at man fra politisk side har haft samme idé med de tiltag der er besluttet. Fx kontanthjælpsloftet, hvor man har lagt et loft over, hvor meget et individ kan modtage i samlede offentlige ydelser, er indført, men med ringe effekt. Man har forkortet sygedagpengeperioden, så en borger kun kan være ”syg” i 22 uger (der kan forlænges ved terminal sygdom) og så ryger borgeren på kontanthjælp. Så måske skulle man kigge på, om ikke alle de regler man laver, faktisk spænder ben for at vi kan bruge vores statistikker til noget – hvis man som politiker ikke er opmærksom på, at måske 60% af dem på KHJ er syge, men har opbrugt deres SDP? Så er det jo klart, at der ingen effekt af sådanne tiltag er, nemlig fordi borgerne faktisk ikke står til rådighed, selvom loven (og SB) siger at de gør. Man skal nemlig passe på, når man indfører nye policy-instrumenter. Denne type negative økonomiske policyinstrument, hvor man fratager penge fra borgeren, hvis han fortsætter med at være på KHJ (FX i form af 255timers reglen) skal altså ændre borgerens adfærd – såkaldt adfærdspåvirkende policyinstrument. Afgrænsningen er her formålsbestemt på at ændre adfærden for dem, der er på KHJ – I stedet burde man nok have set på, hvordan disse mennesker er endt i den situation og have udformet tiltagene ad den vej.   

1970-1993  

Kvinderne indtog i den grad arbejdsmarkedet, da højkonjunkturen øgede efterspørgslen på arbejdskraften. Dette sammenlagt med faldet i antal børnefødsler og den højere levealder/faldende dødelighed, gjorde at der nu var færre til at forsørge det stigende antal ældre borgere.   

Til trods for at man forsøgte at udjævne forskellene ved at tillade indvandring fra u-lande, ud fra den forudsætning at de ville arbejde som man gjorde i nordisk kultur, faldt forsøget til jorden. Indvandrerne havde en helt anden tilgang til det at arbejde og da man åbnede op for famiiliesammenføring, fik man større problemer end man løste.  

I hele perioden, uanset regeringssammensætning, effektiviserede man skatteligningen og fik derved efterhånden bugt med underdeklaration (sort arbejde)  

Dagpengesatsen på knap 80% og den lange periode man kunne gå ledig, blev i 1993 sænket til 65% og socialkommissionen vurderede i 1990erne at den offentlige velfærdspolitik havde skabt både direkte og indirekte incitamentsproblemer ved de ledige. Velfærdsmæssigt var perioden 1970-1993 en periode hvor middellevetiden steg, samtidig med at man indførte efterlønnen og ledigheden kunne bide sig fast i borgerne, som så efterfølgende ville blive tildelt en FØP.   

I samme periode fik Danmark forøget indvandringen, særligt fra de lavere kvalificerede muslimske lande og som havde en helt anden kulturel baggrund og hver eneste bølge af disse mennesker der kom hertil, havde en lavere erhvervsfrekvens end den forrige. Det var skruen uden ende og i starten turde ingen sige højt, at det var et problem. Man lavede i perioden en række tiltag, der skulle flytte de ledige og indvandrerne tilbage på arbejdsmarkedet, som aktiveringslinien og stillede krav, der før mentes unødvendige. Man begyndte også at inddrage private aktører. 

Det var senere Dansk Folkeparti, som tog klædet fra munden og begyndte at tale højt om de problemer der var med disse indvandrere, hvad de kostede samfundet og at venstrefløjen var ignoranter, hvis de ikke ville indse at de ikke-vestlige indvandrere (særligt muslimerne- men det siger de ikke højt) var et problem. De fik altså skubbeet til ligevægten i den politiske arena (eller felt, hvis man er til Bourdieu 😊) og derved bragt et emne på den politiske dagsorden, som ”det tavse flertal” støttede og de blev valgt ind (dog i 1996). De har været med til at forhandle om skærpelse efter skærpelse på udlændinge og integrationsområdet og vi kan vel sige, at policy-determinanten er idéorienteret, fordi det afspejler de tankesæt Dansk Folkeparti handler ud fra. Og særligt kan vi se at ”politics matter” i forhold til DF – vi har en klar forventning om, hvad der kommer til at ske, hvis de får regeringsmagten og det ses tydeligt at deres præferencer for policy er eksogene, da deres præferencer antages for at være faste i den konkrate analyse og de ændrer sig ikke som en del af beslytningsprocessen.   

Det danske velfærdssamfund siden 1993  

Uddannelsesmæssigt havde Danmark svært ved at fastholde lige så store kvantitative og kvalitative fremskridt som vore nabolande, selvom vi relativt bruger flest ressourcer på uddannelse. Siden 1993 er andelen af voksne med mere end grundskolen også mindre end i vore nabolande. OECDs PISA undersøgelse fra 2001 og 2003 dokumenterede at målsætningen om at løfte kvalitetsfordelinge opad ikke er blevet realiseret. De mange satsninger på efteruddannelse har dog ikke ramt de ledige man sigtede efter – i stedet har i forvejen veluddannede kastet sig over endnu mere uddannelse og dette øgede udbud af velkvalificerede arbejdere har lagt en dæmper på lønstigningerne og derved mindsket den ulighed, der ellers ville have været. 

Man indførte i 2001 detaljerede APV’er som man forventede kunne nedbringe sygefraværet på arbejdspladserne, men dette er mellem 2004-2008 steget kraftigt.  

Ledigheden faldt meget 1993-2008 og en af forklaringerne skal findes i den danske flexicurity-model, som består af 3 dele: 

1. frihed til at fyre og hyre 

1. dagpenge og højt kompensationsniveau 
2. aktiveringsdelen rette mod de ledige 

Frem til 1993 er det offentliges samlede udgifter til sociale ydelser (som andel af BNP) steget fra 19% til hele 32% (2007=28%) 

Sammenligneligt kan vi sige at de lande vi sammenligner os mest med, har færre udgifter til denne type problemer og færre af dem samlet set. Landene har et højere grad af konservativt præg, selvom de nærmer sig en socialdemokratisk model. Det er nok dette man har lænet sig op ad, når man har kigget på AM-politik og blandet socialpolitikken ind i det. social-politik i dag, ligger utrolig tæt på at være AM-politik, hvor man gennem øknomiske incitamenter forsøger at presse trekanter og cirkler sammen til at blive til firkanter, der passer ind i det arbejdsmarked vi skal have fyldt ud.  

De yderligere satsninger på uddannelse, presset på de unge til at blive færdige og de mange sygemeldinger viser os et samfund, hvor vi er blevet væsentlig mere vareliggjort (commodufied) og fx at man kun må tage en uddannelse på samme niveau afspejler at man altså skal yde til samfundet. Med Las indtræden i politik er der lagt op til en andnu strammere velfærdsmodel end den vi har i dag, da de bl.a. mener at hele SUen skal være et lån, præcist som i dag.  

Den danske velfærdsmodels hovedresultater  

Siden 1980erne er antallet af danskere uden uddannelse ud over grundskolen faldet fra 45% til 25% og for ”indfødte” danskere er faldet endnu større. 

Med det offentliges udligning og omfordeling af indkomster er John Rawls principielle krav opfyldt; Han sagde:” den enkelte borger skal kunne føle sig overbevist om, at der ikke ude i fremtiden ligger en stor risiko for, at borgeren, borgerens børn eller børnebørn kan havne i dyb fattigdom”. 

I Danmark er muligheden for at bevæge sig mellem indkomster (altså opad) større end i de fleste andre lande. Denne indkomstmobilitet giver altså et håb og en tro på, at hvis man gør en indsats fx i form af uddannelse, er der mulighed for at man kan øge sin egen velstand og derved give sig selv og sine endnu bedre grundvilkår. 

Dagpengene er rimelige og muligheden for at få FØP er til stede for folk der har mistet erhvervsevnen. Vores velfærdsnet er fintmasket og børnepasningsordninger og barselsorlov er flot og kvalificeret dækket ind.  94% af velfærdssektoren er offentlig og dette skyldes to ting: størrelsen bestemmes udefra og ikke indefra (fx fra det socialpolitiske felt) og velfærdskoalitionen (2/3 af befolkningen) som får sine økonomiske vilkår dækket af det offentlige. Derfor vokser den offentlige sektor og det vil den blive ved med pga den stigende mængde ældre og den noget mindre mængde borgere, der skal forsørge dem (gennem skatter selvfølgelig).  

Velfærdskommissionen (2004-2006) går ind og stiller skarp på problemstillingen omkring den finansielle balance, som vi skal passe på, ikke tipper i forhold til fremtidsudsigterne og de demografiske forskydninger. Generationskontrakten er central og hensigtsmæssig og hvis vi ikke får skabt balance igen, vil vores sociale kontrakt komme under pres. 

Det er derfor ikke underligt at vi på baggrund af alle disse oplysninger om, hvad det er der gør at vi i fremtiden vil få svært ved at få finansieringen i orden, at der skyder partier som Dansk Folkeparti og Liberal alliance op – med hver sin agenda (eller løsningsmodel) selvfølgelig. Dansk Folkeparti mener at blot vi får ”gjort noget ved” alle disse udlændinge som er på offentlig forsørgelse, har vi igen råd til at forsørge ”vores eget folk” og de mener også at de ældre skal have bedre hjælp end de får i dag. DF er altså for at bevare den danske socialdemokratiske model, dog i en mindre medmenneskelig form ift flygtninge og indvandrere, særligt dem fra ikke-vestlige lande. 

Liberal Alliance går ind for en væsentlig mere liberal velfærdsmodel, som tydeligt er inspireret af USA. Den lægger op til ”hver mand for sig selv” og en betydelig skrumpning af den offentlige sektor. De ønsker også at familien og private velgørende organisationer må træde mere til og at man kun skal have hjælp, når alle andre muligheder er udtømte. Borgeren gøres altså til en vare på markedet og de skatter han betaler gennem sit arbejde, skal kun finansiere et minimum af velfærd for andre. 

Selvom disse to partier er ”født” i hver sin tid, har de begge stor opbakning fra befolkningen. Det er simpelthen lykkedes dem at få hver deres agenda på dagsordenen og skubbe til den politiske ligevægt, selvom man fra politisk side holdt tand for tunge i en årrække omkring fx indvandreres belastning af velfærdssystemet. LA mener bl.a. at hvis man ikke kan klare sig selv og man ikke er statsborger, må man ud af landet – denne formulering kan være et forsøg på at vote-seeke fra DF, og i forhold til medianvælgermodellen, går LA efter ”yderområderne” og primært de privatansatte. Det kan jeg se ved, at den politik de ønsker er rettet mod at skrumpe den offentlige sektor og dette vil velfærdskoalitionen, som udgør 2/3 i 2010, ikke støtte, da de derved mister deres forsørgelsesgrundlag. Så de der har noget at hente på en ren LA regering, vil være privatansatte, som ønsker flere penge i egen lomme. 

 

Perspektiverne for den danske velfærdsmodel 

Ud over Baumol-effekten (at lønomkostningerne stiger inden for en vis servicesektor selvom produktiviteten ikke stiger i samme udstrækning), velfærdskoalitionernes styrke og den demografiske udvikling, er problemet med vores velfærdssystem, som vi kender det i dag, at vi slet ikke har råd til det i fremtiden. 

Man taler om fire faktorer, som har forstærket velfærdssamfundets finansielle vanskeligheder: 

1. De nye sociallove, som lagde op til, at man faktisk benyttede dem og kompensationsgraden var høj, ud fra den betragtning at man derved ville mindske uligheden. Befolkningen og det økonomiske råd mente også at man skulle beholde nogle indkomstforskelle, men det så man bort fra. 

1. Det offentliges vækst med udbredelsen af opgaver, som befolkningen godt selv kunne have klaret. Bl.a. efterlønnen, som en del den ikke var tiltænkt på, benyttede sig af. Den var tiltænkt dem med hårdt opslidende arbejde, men gik i mange tilfælde til sunde og raske borgere.  

1. Liberaliseringen af udlændingepolitikken gjorde, at Danmark fik en masse mennesker tilført, som ikke havde kompetencer til at klare sig selv.  

1. Vanskeligheder ved at lempe finansieringsproblemerne gennem bedre produktivitet i den offentlige sektor.